Vi bygger og brager i Maltgården. En ny bygning – VÆKSTHUSET – tager form og fyldes snart af liv. Vores kommende projekt Væksthus for Madfællesskaber starter til september, og derfor søger vi en dedikeret og kvalificeret projektkoordinator. 

Vi drømmer om at fylde bygningen med mennesker fra nær og fjern og sammen undersøge hvad der kan ske, når vi bruger madlavning som redskab til at starte nye samtaler. Vi bruger køkkenet som platform for fællesskab og demokratisk dannelse. Målet er at skabe gensidig forståelse og nye bånd mellem mennesker. 

Vi ønsker at invitere indenfor og byde velkommen – til den lokale skoleklasse, til mennesker som mangler et fællesskab og især til dem som slet ikke bruger Maltfabrikken …endnu.

Til dette søger vi en skarp koordinator med sans for struktur.  Vi leder efter dig som kan planlægge ugens aktiviteter, fællesspisninger og et større årligt event. Dig, som kan lave samarbejdsaftaler med et hav af spændende mad-aktører og være med til at skabe formater til en bred målgruppe. 

Vi tror du er god til at snakke med mange mennesker, har øje for kommunikation på diverse medier og ikke er bleg for selv at hoppe på gulvet når behovet opstår. 

Hvad vi tilbyder:

3-årig projektansættelse på 20 t./uge – med mulighed for flere timer senere i projektperioden

Flextid – men også forventning om fleksibilitet fra din side

Mulighed for selv at sætte dit præg på et helt nyt projekt

Et kærligt og dedikeret team af kolleger

Opstart den 1. september 2023

Løn efter kvalifikationer

Send os en kort ansøgning på max. 1 side, dit CV og en video på højst 15 sek. 

Deadline for indsendelse er onsdag den 21.06. 2023 kl.12.00

Send din ansøgning til marianne@maltfabrikken.dk

Samtaler forventes afholdt i uge 26 

Vi glæder os til at høre fra dig!