M8 søger medlemmer
Pressemeddelelse
Ebeltoft 19. december 2019
Maltfabrikken er tæt på indflytningsklar, og har nu åbnet for ansøgere til kontorpladserne i arbejdsfællesskabet M8. Arbejdsfællesskabet flytter i marts 2020 ind i renoverede lokaler i Maltfabrikkens ikoniske rødkalkede hovedbygning. Fordelt over 270 m2 vil Maltfabrikkens kontormiljø danne rammen for et kreativt arbejdsfællesskab med plads til iværksættere og selvstændige erhvervsdrivende, som har lyst til at være en del af et ambitiøst, professionelt miljø.
Der er nu mulighed for at søge om kontorplads i Maltfabrikkens arbejdsfællesskab M8, som pr. 1. marts 2020 skifter kontormiljøet i Ebeltofts gamle posthus ud med lokaler i inspirerende og historiske rammer i den røde fabriksbygning. M8 har plads til såvel enkeltpersoner som små firmaer, der kan se sig selv i arbejdsfællesskabets profil.
Ambitionerne for M8 er at skabe et stærkt arbejdsfællesskab med høj grad af faglighed og forskelligartede kompetencer blandt medlemmerne, og at blive et miljø hvor man gerne samarbejder om større opgaver. Projektleder for M8, Nina Knoblauch-Larsen, fortæller:
”M8 skal være et arbejdsfællesskab der kan rumme store ideér, dyb koncentration, stærke tværfaglige samarbejder og masser af professionalisme, ild og glæde. Vores vision er, at M8 skal være et kreativt miljø, hvor både det faglige og sociale sammenhold står i centrum”.
Sammenholdet er vigtigt
Ønsket om at bygge et fællesskab hvor det gode sammenhold er centralt, er årsagen til at Maltfabrikken har valgt at fordele kontorpladserne ved et såkaldt open call, forklarer Nina Knoblauch-Larsen:
”En af de største kvaliteter ved et velfungerende arbejdsfællesskab er, at det giver mulighed for at have nogle nære samarbejdsrelationer og et kollegialt fællesskab, som man ofte savner som iværksætter eller helt lille virksomhed. Derfor er det vigtigt for os at M8’s kommende medlemmer har lyst til at tage aktivt del i at skabe et godt fælles arbejdsmiljø. Så vi har plads til både den veletablerede lille virksomhed og til den helt nystartede iværksætter – hvis bare de har lyst til at være M8-kolleger.”
Samarbejde med Aarhus og København
Der er mulighed for at søge om en fast plads med eget skrivebord og nøglekort-adgang til kontoret døgnet rundt, eller om en såkaldt flyverplads med adgang til fælles faciliteter tre dage ugentligt. Vælger man at have fast plads, får man samtidig mulighed for at benytte sig af M8’s nyetablerede samarbejde med arbejdsfællesskaberne HIVE i Aarhus og Skrå i København, som giver medlemmerne mulighed for i et vist omfang at gæste-benytte hinandens fælles arbejdsområder og mødefaciliteter – et samarbejde, Maltfabrikken glæder sig til at udfolde:
”Det skal ikke være en hemmelighed, at vi håber på at tiltrække nogle af dem, som måske lige nu går og overvejer at flytte til Syddjurs, fordi her er et voksende iværksættermiljø, men som også er i tvivl, fordi springet fra by til land kan virke stort. Gennem samarbejdet med Hive og Skrå håber vi på at få skabt et netværk, som kan gøre det lettere at nå kunder eller samarbejdspartnere flere steder i landet”, fortæller Nina Knoblauch-Larsen.
På Maltfabrikkens hjemmeside kan alle interesserede læse mere om de forskellige medlemskaber og udfylde et ansøgningsskema. Maltfabrikken modtager og behandler ansøgninger løbende.