Hvem er Malt Makers ?


Malt Makers er unge mellem 18 og 30 år, som deltager i Maltfabrikkens projekt af samme navn. Malt Makers er for unge, som endnu ikke er kommet i gang med en uddannelse, eller som endnu ikke har fundet det rette job. På Maltfabrikken bliver de en del af fællesskabet og den daglige gang ved at tage del i de praktiske opgaver og opfinde nye kreative projekter til stedet. Eksempelvis er del af Maltfabrikkens unikke lamper og andre interiør-detaljer er fremstillet af Malt Makers.


Et inkluderende rum


Malt Makers er et samarbejde mellem Maltfabrikken og Syddjurs Kommunes social- og beskæftigelsesområde. Projektet fungerer som et socialt inkluderende rum – ikke et behandlingstilbud. 

Udgangspunktet er respekten for den enkelte og troen på fællesskabets potentiale. Maltfabrikken ønsker at støtte den enkelte i at tage ansvar for egne handlinger og eget liv, og her er opbakningen fra fællesskabet altafgørende. 

Forhåbningen er, at projektet kan være med til at sluse de unge ud på arbejdsmarkedet med en afklaret idé om, hvilken vej de ønsker at gå.

Kreative processer


Projektet tror på, at vi alle sammen har noget positivt at bidrage med, og at vi alle vokser i et fællesskab, med gensidig tillid, tryghed, anerkendelse og kreativitet. 

“Der er plads til at have en off-day, selvom det er sjovest at være produktiv. Det er rart at udrette noget,” siger Malt Maker Line Hofni.

“Det kan godt tage mange måneder at lave en lampe. Fra man får idéen, skitset den ned på en tegning og så få den lavet,” fortæller Malt Maker Camille Nyborg, som ikke før havde erfaring som hverken designer eller elektriker. Hun har nu lavet mange af de lamper, man kan finde rundt omkring på fabrikken. “Men når først man får det i hænderne, så lærer man det. Og man kan altid spørge om hjælp. Det er et rigtigt godt miljø at arbejde her. Også selvom man ikke lige har hovedet fuld af ideer alle dage.”

Stine Hoeg Jensen

Ungekoordinator – Malt Makers og Rampen
stine@maltfabrikken.dk
+45 22 37 32 08