Bryggeri, malteri & brewpub
Maltfabrikkens bryggeri er strategisk placeret i Maltlagerets kælder, lige under Lundbergs Spisehus og Kulturloft. Her kan du nyde en helt friskbrygget øl, midt mellem tanke og maltproduktion. For selvfølgelig laver Maltfabrikken også selv malt – det manglede bare!
Det er de legendariske Maltpedeller der passer malteriet. Møder du dem i aktion, kan du sikkert få en snak om maltfremstillingens magi og mysterier.
Malten forvandles til øl af Maltfabrikkens egen brygmester Joel Prudhomme, som er kommet til Ebeltoft fra Lake Charles, Louisiana. Joel ved alt hvad der er værd at vide om øl, og foruden at sørge for, at der altid er flere typer af godt bryg parat til tørstige gæster, deler han sin viden i Joels Øl-skole og ved ølsmagning.
Brewpubben er en hyggelig, anderledes og uformel ramme for lidt af hvert: Matinéer og andre intime koncertformater, møder, fester og workshops. Du kan leje den til private arrangementer, og hvis du har en idé til et offentligt arrangement som du selv vil stå for, kan du i nogle tilfælde får lov at låne den.
Åbningstiderne varierer alt efter sæson. Find de aktuelle tidspunkter under åbningstider, og hold øje med kalenderen for at finde events, hvor bryggeriet er ekstraordinært åbent.
Maltfabrikkens bryggeri driver vi i samarbejde med Ebeltoft Gårdbryggeri – Danmarks smukkest beliggende bryggeri i Hyllested Skovgårde. Vi har altid et sortiment af Gårdbryggeriets øl og sodavand på flaske, og køber du en af vores 2-liters Growlers, kan du få den genopfyldt både i Maltfabrikkens Brewpub og på Ebeltoft Gårdbryggeri.
Vil du leje bryggeriet og baren til dit
næste arrangement?
LÆS MERE HER…
Maltfabrikkens mikromalteri
Maltfabrikkens bryggeri har sit eget mikromalteri, realiseret med midler fra den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikter
I ansøgningen til fonden hed det blandt andet:
”Vi er ildsjæle, der brænder for Maltfabrikken som et kulturelt og erhvervsmæssigt fyrtårn for Djursland. Vi vil lave malt igen, som man har gjort det stedet siden 1861. Idéen med projektet er at genskabe et malteri i moderne kontekst, med fokus på den lokale fødevareproduktion – fra jord til bord. Efter projektperioden er ambitionen at vi på Djursland producerer Danmarks bedste malt, og kan måle os med verdens førende producenter. Formålet er at skabe en nicheproduktion der giver mening. At skabe en ingrediens til lokal øl og bagværk mv. med høj kulturel værdi samtidigt bidrage til stedets, råvarernes og industriens historie med stor effekt for områdets samlede fødevarebrand.”
Udvliklingen af mikromalteri-projektet kan følges fra første parket i Maltfabrikkens brewpub.
Læs mere om Den Europæiske landbrugsfond HER
Se Smiley-rapporter for bryggeri og malteri HER