BMA er bibliotek, museum og arkiv på ét og samme sted i Maltfabrikken. Sammen skaber vi en helt ny form for tværfaglig formidling og folkeoplysning og giver dig samtidig en helt ny oplevelse af litteraturen og lokalhistorien. 

BMA er et unikt, åbent og rummeligt kulturhus. Her kan du bevæge dig frit imellem formidling af historie, arkæologi, litteratur og elektroniske medier.  I BMA er der både plads til at fordybe sig, blive inspireret, til at mødes med andre og til at lege. 

I den betjente åbningstid står personalet klar til at hjælpe dig med alt fra at finde en god bog til bestilling af arkivalier eller informationer om et særligt kulturelt eller lokalhistorisk emne.  

Specifik information om bibliotek, museum eller arkiv

Har du brug for at reservere bøger eller andre materialer fra Syddjurs Bibliotek, så klik her.

Har du brug for at vide mere om Museum Østjyllands udstillinger eller program og Ebeltoft Byhistoriske Arkiv, så klik her.

Vi glæder os til at se dig i BMA!

BMA i tre etager

Maskinrummet (stueetagen)

Maskinrummet er for børn og børnefamilier. Her kan du lege, hygge dig og gå på opdagelse i skønne bøger for børn og få spændende fortællinger om gamle dage gennem lyd og billeder.

Maltazar
I Maskinrummet bor den fantastiske udlånsmaskine, Maltazar. Med Maltazar kan du låne bøger på en måde, som du garanteret aldrig har prøvet før!

Maltmusene
I BMA bor en masse søde maltmus inde i huller og sprækker i den gamle fabrik. Blandt andet den gamle fabrikantmus, Hr. Malthus. Musene fortæller på deres egen måde historien om Maltfabrikken og om Ebeltoft. Prøv, om du kan finde dem alle sammen!

Lille kølle
I Lille kølle venter en spændende, anderledes og sanselig oplevelse af Maltfabrikkens historie. I lyd, lys, bevægelse og billeder får du fortællingen om fabrikken fra begyndelsen til i dag.

Lundbergs Kontor (første sal)

Lundbergs Kontor inviterer til fordybelse i lokalhistorien og i viden om alt mellem himmel og jord, fra det nære til hele den vide verden. Her kan du få spændende kig ind i lokalhistorien gennem lyd, billeder og dokumenter fra arkivets gemmer, hvad end det gælder byens rige foreningsliv, havnens historie eller lokale, arkæologiske fund. Det er også her, du finder krimierne, biografierne og andre fagbøger, der gør dig klogere – på dig selv, på andre, på dit fag, på din hobby og på hele den den verden, vi lever i. 

Ebeltoft Byhistoriske Arkiv
I Lundbergs Kontor finder du Ebeltoft Byhistoriske Arkiv, der rummer byens historie i form af fotografier, kort og alverdens former for dokumenter. Du kan komme til at kigge på arkivalierne, når vores arkivar, Martin Mauritzen er til stede, tirsdag og torsdag kl. 11-14.

Kortterminalen
I Kortterminalen kan du dykke ned i gamle kort over Ebeltoft, vist på en touchskærm. På kortene kan du klikke på udvalgte og interessante steder i byen og få en uddybende fortælling. Du får både historiske facts og en guide til bøger, der giver fiktionens fortolkninger af steder, vi alle kender.

Balkonen
På Balkonen står de reserverede bøger og en udlånsautomat. Det er også her, du finder de aller nyeste bøger – lige til at låne med hjem. Du kan også benytte publikums-pc’erne, printe, hente batterier til dit høreapparat mv.

Havestuen (anden sal)

Havestuen emmer af frihed, ferie og fortællinger. I Havestuen kan du slippe tankerne fri og lade blikket dvæle ved den smukke udsigt over Ebeltoft Vig, hvor Mols Bjerge bugter sig i horisonten. Her kan du møde Molbohistorierne og fornemme det ubekymrede sommer- og ferieliv på egnen. Du kan også fordybe dig i områdets fascinerende historie fra istiden til i dag eller dykke ned i den skønlitterære, uendelige verden af fortællinger om mennesker i alle tider, i alle kroge af samfundet og verden. Eller du kan slå dig ned med et af de mange spændende magasiner. Derudover kan du lytte til podcasts af de to østjyske forfattere, Svend Åge Madsen og Josefine Klougart. 

Landskabsmodellen
Sammen med Nationalpark Mols Bjerge og den lokale forfatter Eva Egeskjold er vi meget stolte af at kunne præsentere en historiefortællende landskabsmodel. Der fortælles tre historier: en om magi og geografi, en om istidens betydning for landskabet og en om Ebeltoft som søfartsby og købstad.

Byens bord
I Havestuen kan du også sætte dig ved bordet med byens bedste udsigt og strikke med din strikkeklub eller lave lektier med din studiekammerat.

Balkonen
Balkonen på anden sal er de unges sted. Her kan du sidde med dine venner og spille brætspil, eller du kan dykke ned i bøgerne, som er skrevet til unge som dig. Det er også her, hvor dvd-filmene, fantasy-bøgerne og science fiction-bøgerne bor og sætter fantasien og drømmene i gang.

Kontakter vedrørende BMA:

Jesper Bækgaard

Museumschef
Museum Østjylland
Mobil 40213860
jb@museumoj.dk

Claus Gustav Pettersson

Biblioteksleder
Syddjurs Kommune, Bibliotek
Direkte +4520514331
Mobil +4520514331
clgp@syddjurs.dk